Vedtægter for Brugerforeningen Stofa Næstved.
- § 1.
Foreningens navn er "Brugerforeningen Stofa Næstved”.
- § 2.
Foreningens interesseområde er det område indenfor Næstved Kommune, der til enhver tid forsynes med radio- og tv-signaler gennem Stofa.
- § 3.
- Stk. 1.
Foreningens formål er på medlemmernes vegne at komme med forslag til fællesantenneanlæggets udvalg af programmer og andre tjenester og at varetage en brugerindflydelse, en sådan forening har i henhold til loven.
- Stk. 2.
Foreningens bestyrelse samarbejder med ejeren af fællesantenneanlægget om tilrettelæggelse af vejledende brugerafstemninger og repræsenterer i øvrigt brugerne i spørgsmål om valg af programmer..
- Stk. 3.
Forslag til ændring af § 3, stk. 1, 2 og 3, forudsætter enighed om ændringen imellem foreningens bestyrelse og Stofa.
- § 4.
- Stk. 1.
Enhver husstand, der er tilsluttet fællesantenneanlægget - enten som enkeltbruger eller igennem kollektiv tilslutning - er i kraft af betaling af abonnement til Stofa medlem af foreningen.
- Stk. 2.
Ethvert medlem af foreningen har pligt til at betale det kontingent, som generalforsamlingen fastsætter.
- § 5.
Generalforsamlingen er Brugerforeningens øverste myndighed.
- A. Ordinær generalforsamling:
Ordinær generalforsamling holdes en gang årligt inden udgangen af marts måned. Den varsles ved lokal annoncering mindst tre uger, før generalforsamlingen holdes.
Generalforsamlingen holdes i Næstved Kommune, og dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
- 1. Valg af dirigent.
- 2. Valg af stemmetællere.
- 3. Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år.
- 4. Aflæggelse af det reviderede årsregnskab til godkendelse.
- 5. Indkomne forslag.
- 6. Fastsættelse af kontingent for det kommende år.
- 7. Valg for to år.
- a. Lige år.
Formand, to bestyrelsesmedlemmer og en bestyrelsessuppleant.
- b. Ulige år.
Kasserer, et bestyrelsesmedlem og en bestyrelsessuppleant.
- 8. Valg af revisor og revisorsuppleant for et år.
- 9. Eventuelt.
Forslag, som ønskes behandlet under dagsordenens punkt 5, skal ved navns underskrift sendes til et bestyrelsesmedlem senest 10 dage, før generalforsamlingen holdes. Ønsker om ændring af programsammensætning drøftes under dagsordenens punkt 9 Eventuelt.
- B. Ekstraordinær generalforsamling:
Et flertal i bestyrelsen eller mindst 5 % af Brugerforeningens medlemmer, kan kræve ekstraordinær generalforsamling. Der indkaldes med angivelse af, hvad de ønsker på dagsordenen. Indkaldelsen skal annonceres senest to uger efter, en sådan begæring er modtaget.
Den ekstraordinære generalforsamling holdes i Næstved Kommune tidligst tre uger ogsenest fem uger efter varslingen.
- C. Generalforsamling:
Alle beslutninger på en generalforsamling træffes ved almindeligt stemmeflertal blandt de fremmødte, bortset fra undtagelserne omtalt i § 9 (vedtægtsændring/foreningens ophør). Den til enhver tid lovligt indvarslede generalforsamling er beslutningsdygtig. Medlemmer, der har betalt den seneste før generalforsamlingen opkrævede og forfaldne abonnementsafgift, har adgang til generalforsamlingen. Hver tilsluttet husstand har en stemme. Repræsentanter for Stofa, som ejer anlægget, har adgang med taleret til generalforsamlingen.
Bestyrelsen sørger for, at der føres protokol over generalforsamlingens beslutninger.
- § 6.
- Stk. 1.
Foreningen ledes af en på generalforsamlingen valgt bestyrelse på fem medlemmer. Bestyrelsesmedlemmer vælges for to år ad gangen og kan genvælges.
- Stk.2. Bestyrelsen konstituerer sig selv hvad angår næstformand og sekretær. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
- § 7.
Foreningen er forpligtet til at give Stofa meddelelse om alle generalforsamlinger og valg i foreningen.
- § 8.
- Stk. 1.
Generalforsamlingen kan beslutte, at der opkræves kontingent til foreningens drift. Kontingentet skal dog være ubetydeligt i forhold til den samlede abonnementsafgift. Kontingentet, som er fastsat på generalforsamlingen, meddeles Stofa, der herefter opkræver på foreningens vegne sammen med abonnementet.
- Stk. 2.
Der skal føres regnskab over brugerforeningens formue, indtægter og udgifter. Regnskabsåret følger kalenderåret. Regnskab skal revideres af den revisor, generalforsamlingen har valgt.
- Stk. 3.
Bestyrelsen kan på intet tidspunkt forpligtige medlemmerne udover det fastsatte kontingent.
Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med sin formue.
- § 9.
- Stk. 1.
Vedtægtsændringer kræver generalforsamlingens godkendelse. Forslag til ændringer skal fremgå af indvarslingen. Ændringer kræver, at over 50 % af medlemmerne deltager i generalforsamlingen, og at stemmerne for udgør mindst 2/3 af de afgivne stemmer. Er der på generalforsamlingen flertal, uden at det krævede antal medlemmer er til stede, eller uden at det kvalificerede flertal af stemmer nås, kan ændringerne godkendes på en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling ved almindeligt stemmeflertal blandt de fremmødte. Det kræves dog, at det fremgår af indvarslingen til dette møde, hvilke ændringer der foreslås, og at almindeligt stemmeflertal vil være udslagsgivende.
- Stk. 2.
Foreningen kan opløses efter samme regler, som gælder for ændringer af vedtægter
- Stk. 3.
Hvis foreningen opløses, skal den eventuelle nettoformue udloddes til almennyttige formål, der ligger i naturlig forlængelse af foreningens formål.
-
Enstemmigt vedtaget på den ordinære generalforsamling den 24. oktober 2011 og endelig vedtaget enstemmigt på den ekstraordinære generalforsamling 21. november 2011.
Lindy Nymark Christensen
Formand
Frank Møller Nielsen
Dirigent